Et stærkere grænseland – lettere hverdag på tværs af grænsen
Grænselandet mellem Danmark og Tyskland er unikt. Her pendler tusindvis af mennesker over grænsen hver dag – til job, skole, indkøb eller familie. Men mange oplever stadig, at regler, transport og bureaukrati står i vejen for en fleksibel hverdag. Det skal vi ændre.
Som kandidat vil jeg arbejde for, at det bliver nemmere at leve, arbejde og studere på tværs af grænsen.
Her er hvad der skal ske:
✅ Bedre transport og infrastruktur
Vi skal styrke transportforbindelser mellem Sønderjylland og Slesvig-Holsten – fx mellem Tinglev og Flensborg. Det kræver dansk-tysk samarbejde og mere opmærksomhed i både Folketinget og Landdagen.
✅ Mindre bureaukrati for grænsependlere
Der er behov for at forenkle regler om skat, sundhed, social sikring og pension for dem, der bor i ét land og arbejder i det andet. Flere gør i dag et vigtigt stykke arbejde – men de skal styrkes og lyttes til politisk.
✅ Støtte til grænseoverskridende institutioner
Vi har allerede stærke samarbejder som Region Sønderjylland–Schleswig og INTERREG for at nævne nogle få. Disse initiativer og flere med dem viser vejen – og bør have mere politisk opbakning.
✅ Et fælles arbejdsmarked i praksis
Samarbejdet i INTERREG-programmet mellem Danmark og Tyskland har skabt gode resultater – men der er stadig barrierer. Vi skal understøtte initiativer, hvor danske og tyske virksomheder og arbejdskraft kan mødes og samarbejde uden at drukne i papirarbejde.
✅ Styrket sprog og kulturforståelse
Flere unge bør lære tysk i Danmark og dansk i Sydslesvig. Det handler ikke kun om sprog, men om gensidig forståelse og respekt. Her spiller de danske skoler i Sydslesvig og tyske tilbud i Sønderjylland en afgørende rolle – og det skal vi støtte op om.
Grænsen skal ikke være en hindring – men en mulighed.
Mindretal styrker fællesskabet – og skal styrkes
Det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Nordslesvig er mere end kulturbærere – de er brobyggere, som skaber dialog og fællesskab på tværs af grænsen. Deres tilstedeværelse viser, at forskellighed kan samle i stedet for at splitte.
For at sikre, at mindretallene fortsat kan spille denne rolle, skal de have stabile og langsigtede tilskud til skoler, medier, kultur og foreninger. Institutioner som Sydslesvigsk Forening, Bund Deutscher Nordschleswiger, Flensborg Avis og Der Nordschleswiger er afgørende for deres livskraft.
Børn og unge i mindretallene skal have adgang til gode uddannelser, stærk sprogundervisning og udvekslingsprogrammer, der gør tosprogethed til en styrke for hele grænselandet. Samtidig skal foreninger og kulturinstitutioner have bedre adgang til støtte, så de kan styrke fællesskabet.
Mindretallene skal også have reel indflydelse på beslutninger, der berører dem – i kommuner, regioner og på Christiansborg. Deres erfaringer og perspektiver er værdifulde for et samfund, der bygger på respekt og mangfoldighed.
Mindretallene er en demokratisk gevinst og et levende bevis på, at Europa hænger sammen gennem fællesskab og forskellighed.
Derfor skal vi ikke blot anerkende dem – vi skal styrke dem.
Vi skal gøre mere for psykiatrien i Syddanmark – også når det koster
Bag tallene og statistikkerne gemmer der sig mennesker med håb, drømme og smerte. I Syddanmark kæmper alt for mange hver dag med psykisk sygdom – unge, voksne og ældre, som ofte føler sig alene og oversete. Det er en realitet, vi ikke kan ignorere.
Derfor skal vi turde investere mere i psykiatrien – selvom det koster. For hvert ekstra kroner, vi bruger på bedre behandling, forebyggelse og støtte, giver vi mennesker en chance for at finde vejen tilbage til et værdigt liv.
God psykiatri betyder ikke kun færre indlæggelser – det betyder, at mennesker får hjælp, når de har brug for det, at de bliver mødt med forståelse og respekt, og at deres smerte tages alvorligt. Det betyder, at flere kan bevare deres job, uddannelse og relationer – og ikke mindst håbet om en bedre fremtid.
Personalet i psykiatrien kæmper i dag under et stort pres. Flere penge betyder bedre arbejdsvilkår, flere hænder til at give omsorg, og tid til at lytte. Det er afgørende for kvaliteten af behandlingen og for de menneskers liv, der er afhængige af hjælp.
Det kan være svært at sætte kroner på et menneskes liv og værdighed – men vi skylder dem, der kæmper, at gøre det alligevel. Investeringen i psykiatrien er en investering i et samfund, der ikke efterlader nogen alene i mørket.
Vi kan ikke vente. Det haster at handle nu – for alle dem, der har brug for os.
Sønderjylland og grænsen kalder på dobbeltspor - NU
Et enkelt jernbanespor mellem Tinglev og Padborg er ikke nok – hverken for Sønderjylland eller for Danmark. Vi har brug for dobbeltspor nu. Vi kan ikke vente. Som det ser ud nu, ønsker man at Femern-forbindelsen skal stå klar før der tages stilling. Men der kan gå mange år.
Togtrafikken over grænsen til Tyskland vokser, og den kommer til at vokse endnu mere i de kommende år. Der er mere godstransport, og ikke mindst er interessen for at tage tog i stedet for fly stigende.
Pendlere og lokale rejsende kunne stole på togene. Ét spor giver flaskehalse, forsinkelser og sætter en stopper for udvikling – både lokalt og på tværs af grænsen.
Vi skal ikke vente på Femern. Vi skal gøre klar til den – og det kræver handling nu. Dobbeltsporet mellem Tinglev og Padborg er en forudsætning for grøn transport, vækst og stærkere forbindelser mellem Danmark og Europa.
Hvem skal i aktion?
Det skal Regionsrådet i Region Syddanmark, der arbejder med regional udvikling . Men også lokale folketingsmedlemmer og borgmestre, Transportministeren og Folketingets Transportudvalg samt Banedanmark, Transportministeriet og erhvervsliv og pendlere.